< Tilbage

Dyrlægeråd - Muk hos heste22-12-2016 - 08:34

Muk hos heste

Muk kan være et stort problem for mange heste og deres ejere særligt i vinterhalvåret. Dette skyldes en øget mængde regn, der gør foldene våde og mudrede, hvilket påvirker huden på især den nederste del af hestens ben. Årsagen til muk er en hudbetændelse, der skyldes bakterier. Disse bakterier findes naturligt på hestens hud og når huden bliver skadet får bakterierne frit spil og giver årsag til ømme og hævede ben, der ofte har væskende sår. Selv en lille skade i huden er nok til at bakterierne kan få adgang.

 

Hvad kan man gøre for at undgå muk?
 

Hvis man vælger at klippe hestens ben forebyggende, er der risiko for at lave småskader på huden, som netop kan give årsag til muk. Hvis hesten allerede har muk og huden er skadet, kan det være nemmere at behandle hesten, hvis hårene er korte, fordi de er med til at holde på fugt. Når hårene er klippet korte tørrer huden hurtigere og behandlingsmidler kan komme i bedre kontakt med huden.

Hold benene tørre! Gentagen vask af benene er med til at gøre huden skrøbelig. Derfor bør vask begrænses og benene tørres godt (evt med køkkenrulle) efter vask.  Dette sikre at fugten trækkes væk fra huden.

Sørg for at få skorperne væk. Det er her bakterierne gemmer sig og så længe de er der, er det svært at få muk under kontrol.

 

Forslag til muk-behandling
 

1. Overvej om du skal klippe hårene på den nederste del af benene. Det kan være nødvendigt ved meget lange hår eller racer med kraftigt hovskæg.


2. Vask benene med klorhexidin (fx mediscrub) og få alle skorperne væk. Lad klorhexidinen virke i 10-15 minutter og vask herefter af - brug varmt vand. Hvis skorperne er meget hårde, kan man med fordel smøre benene ind i noget blødgørende (fx Anima Pharma MSM-salve).
 

3. Sørg for at benene er helt tørre. Brug gerne køkkenrulle til sidste og sørg for at alt vandet/fugten trækkes væk fra huden. 
 

4. Påfør herefter en fed creme som kan nære huden og samtidig fungere som en barriere mod mudder. Fx Ainma Pharma MSM- salve eller lignende. Honning kan have god effekt, da det virker bakteriedræbende og har en god plejende effekt på huden.
 

5. Undgå at vaske benene. Fjern barriere-cremen med køkkenrulle/håndklæde og smør et nyt lag på.

 

6. Sørg for motion. Hvis folden er mudret og våd, kan det være en idé at gå ture med hesten, evt. ride i skridt, hvis den ikke er for øm til at bære rytter. Motionen er med til at få hævelsen i benene til at falde.

 

I nogle tilfælde af muk kan det være nødvendigt med dyrlægebehandling i form af smertestillende, hvilket får hævelserne til at falde og gør det nemmere at behandle hesten, fordi den ikke vil være lige så øm. I meget alvorlige tilfælde af muk kan antibiotika behandling komme på tale, men det er vigtigt at påpege at uden sårbehandling, vil det ikke være muligt at få det under kontrol - antibiotikabehandling kan ikke stå alene.

Muk kan udvikle sig til en betændelse i underhuden (cellulitis) eller i lymfekarrene (lymfangitis), som kræver dyrlægebehandling.

< Tilbage