Christian Jansen

Christian Jansen er springrytter og driver sit eget enmandsfirma på Fuglebækgård Hestepension som ligger skønt placeret ved Gudenåen og kun 15 km fra Silkeborg.

Han er eksamineret træner, men valgte ikke at gå videre med berideruddannelsen. Han er vokset op med heste, da hans forældre har drevet et travstutteri og det var her hans ridekarriere startede. Først som ponyrytter og bagefter som både junior- og ungrytter. Forældrene solgte gården og det resulterede i, at Christian flyttede til Fuglebækgård med sine heste.

Christian Jansen gør alting selv. Han er både fodermester og groom og bruger derfor mange af døgnets timer sammen med hestene, som både tæller egne heste og heste som han har i ridning.

Hans bedste hest er Madea e. Heartbeat/Racot (opdr. Herluf Christensen) som han har vundet utallige klasser på og han er kendt for at være blandt de hurtigste ryttere i Danmark.